2 nye sortbælte grader i Vejle Taekwondo Klub

 

Maria Hjuler Suhr _og _Claus Blaabjerg _2nd Dan

 

Her er deres egne beretninger om begivenheden:

 

 

Den 30/11-13 skulle jeg op til 2. Dan ved Momme Knudsen.

De ting, vi skulle arbejde med, havde vi fået at vide til Dan fortræningen for 2 md siden. Opvarming stod vi selv for.

Kl 14 gik vi igang med grund teknikker. Der var fuld skrald på tællingerne.

Efter ca 3/4 med fuld hammer gik vi over til et skridts kamp. Jeg stod over for en, der skulle op til 3 Dan.

Det kørte fint lige til han kom til at hamre en albue ind på min næse. Av for s,,,,, - jeg blev ved med at have lidt næseblod. Det var bare at tørre det af og gemme det i hænderne, så dommerne ikke så det. Han skulle jo også gerne bestå.

Så kom kampen. Det gik fint. Ingen problemer :-).

Så skulle vi køre poomse. En af gangen gik vi op på skift og kørte vores poomse.

Ikke for at prale, men Vejle lå i top hvad angår flotte poomser. Det kørte for både Mulle (Maria (red.)) og jeg selv:-). 

Nu kom det, jeg frygtede: Gennem brydning.

Jeg ville lave en palkoop yuop chigi, en un momdollyo tvio dwitchagi og en ban momdollyo baldung dolloyo chagi.

Jeg havde kun trænet dwitchagi ved at tape et stykke papir op på vores sandsæk, så jeg kunne tjekke, om jeg ramte, hvor jeg skulle. Det gik fint puha.

Bestået :-)

 

- Claus Blaabjerg

 

Dagen kom ikke uventet. Det er en dag, jeg har ventet på i næsten 2 år (siden jeg fik sortbælte). Men den dårlige fornemmelse og nervøsiteten, jeg følte, var uventet.

Jeg er selvfølgelig altid meget nervøs for en graduering, så gradueringen til 2. dan var ingen undtagelse.

Jeg var specielt nervøs for min gennembrydning, da det er et nyt koncept og noget ,jeg ikke har prøvet før.

Udover min gennembrydning var der ikke meget, jeg var nervøs for. Jeg følte mig rimelig klar i alle "disciplinerne", så nervøsiteten ved jeg ikke, hvor kom fra. Jeg har nok altid en angst for ikke at bestå.

Jeg var meget nervøs og stille det meste af tiden frem til graduering's start, men da kl. blev 14 og vi gik i gang, faldt jeg straks mere til ro. Det føltes blot som en helt almindelig træning, hvor jeg bare skulle vise, hvad jeg kunne og gøre mit bedste, værre var det ikke?

Det eneste, jeg fandt meget fysisk hårdt i gradueringen, var grundteknik i starten. Der blev kørt hårdt på og sveden dryppede. Resten af gradueringen blev kørt forholdvis "roligt" igennem, når man tænker på, at det var en graduering.

Taegeuk, hosinsul, han bon kireugi, kamp og flyvespark blev kørt igennem på ca. 1,5 time. Det kørte, som det skulle. Jeg gjorde selvfølgelig mit bedste, så mere kunne der ikke gøres fra min side.

Kun til slut, hvor gennembrydningen kom, mærkede jeg nerverne. Kunne også mærke, at jeg rystede, da jeg skulle præsentere, hvordan mine brædder skulle gennembrydes, over for de mange censorer.

Til alt held brækkede brædderne en efter en over, som jeg ramte dem. Efter min mening kunne gennembrydningen ikke være gået bedre, end den gjorde, og jeg kunne endelig ånde lettet op og vide, at gradueringen officielt var slut.

Der var heller ikke nogen lang ventetid på at få at vide at man havde bestået. Og både Claus og jeg bestod, som vi jo ved. Claus gjorde det selvfølgelig også super godt, alt efter hvad jeg så og har hørt.

Jeg har også været glad for, at jeg er blevet gradueret med ham, da han har hjulpet mig meget. Både med fif og ideer, og meget andet.

Da bælterne var overrakt og billederne var taget, var der ikke andet, jeg hellere ville end hjem. Min far og jeg droppede også fest middagen, der var planlagt og tog i stedet lige hjem.

Først da jeg var kommet hjem og havde lagt mig til rette i min seng, mærkede jeg, hvor lykkelig jeg egentlig var for, at bæltet endelig var mit.

 

- Maria Hjuler Suhr

 

 

 

Foto: Copyright: Kirsten Kjær