IMG_3701

                                                                                  Medaljeregn til Vejle Taekwondo Klub

 

Seks kæmpere og fem guld- og en sølvmedalje

 

 

En meget tidlig lørdag morgen drog seks kæmpere og tre coaches fra Vejle Taekwondo Klub til Int. Nordic Open i Tyskland, nærmere bestemt til Kaltenkirchen ved Hamborg.

 

Emil Due Christensen viste et enormt overskud og overblik, og havde fuld fokus på sine modstandere. Da dagen var omme kunne Emil tage en guldpokal med hjem.

 

Josefine Wendt mødte en tidligere tysk klubkammerat i finalen, og det er ikke sjovt at møde en god veninde i finalen. Men jobbet skal jo gøres og Josefine løb med førstepladsen. Til historien hører, at begge piger selvfølgelig fortsat er gode veninder.

 

Luca Lee Jensen var både fysisk, teknisk og strategisk overlegen i alle sine kampe og sparkede sikkert guldpokalen i hus.

 

Mie Kristoffersen kæmpede sig til finalepladsen, men modstanderen var en stor mundfuld, da hun grundet sin højde havde en længere rækkevidde. Det blev således til en flot sølvmedalje og en god erfaring rigere.

 

Caroline Bjerring Rasmussen satte sig hurtigt i respekt og i semifinalen trak modstanderen sig før kampen blev sat i gang. Det blev næsten en deja-vu oplevelse i finalen, hvor modstanderens coach kastede håndklædet blot 10 sekunder inde i kampen. Fuldt fortjent guld til Caroline.

 

Den absolut yngste Vejlekæmper i turneringen var Lukas Gabriel Hansen på blot syv år. Men alderen er absolut ingen hindring, for Lukas snuppede guldpokalen med et langt forspring til modstanderen i finalekampen.

 

De tre coaches er mere end tilfredse med resultaterne. ”Vi er naturligvis stolte af at udøvernes og trænernes hårde arbejde bærer frugt, men selv hvis stævnet ikke havde resulteret i medaljer, ville turen ikke være forgæves, for fællesskab og erfaring kan du aldrig få for meget af”, smiler en tilfreds coach og holdansvarlig, Phi Nguyen.

 

**

 

Foto:

Bagerst fra venstre: Coach Dennis Kristensen, Mie Kristoffersen, Emil Due Christensen, coach Anne-Sofie Voersaa, Caroline Bjerring Rasmussen og coach Phi Nguyen

Forrest fra venstre: Lukas Gabriel Hansen, Josefine Wendt og Luca Lee Jensen