Vejle Taekwondo Klub tog medaljer på stribe

Kampstævne Brande _Vejle Taekwondo Klub _Foto _Ditte Voersaa Rasmussen

 

Vejle Taekwondo Klub havde otte kæmpere med til Sportsmaster Cup i Brande i weekenden; og det blev en forrygende dag med mange kampe.

 

Julie Frederiksen havde ingen modstandere i sin vægtklasse og måtte rykke op i en højere klasse. Alligevel gik Julie til semifinalen og vandt bronze. Det var en spændende kamp med mange gode kombinationer, og til trods for, at Julie fik et par småskader undervejs, gennemførte hun uden tøven.

 

Caroline Bjerring Rasmussen og Mie B. Kristoffersen mødte hinanden i finalen og vandt henholdsvis guld og sølv. Det er altid en lidt underlig oplevelse at møde sin klubkammerat i finalen, men pigerne er lige gode venner af den grund.

 

Lasse Lee Jensen vandt sin første kamp med 5-4 men tabte kvartfinalen til trods for en kæmpe indsats. Lasse har god grund til at være stolt af sin præstation.

 

Emil Due Christensen gik til semifinalen og vandt bronze i en meget tæt og spændende kamp.

 

I vægtklassen -45 måtte vi igen opleve, at to klubkammerater mødte hinanden i finalen. Denne gang var det Omar Dawoud og Luca Lee Jensen, hvor kampen resulterede i guld til Omar og sølv til Luca.

 

Anne-Sofie Voersaa stillede op som junior i sin nye vægtklasse. Modstanderen i semifinalen trak sig; og i finalen leverede Anne-Sofie en intens kamp med spænding til det sidste sekund. Resultatet blev 9-10 og gav sølv.

 

Hos trænerstaben, som var med til stævnet, var der stor tilfredshed; og udøverne fik en masse erfaring med hjem og ved hver især, hvad de skal fokusere på under de kommende træninger i klubben.

 

 

Billedet:

Bagest fra venstre: Emil, Omar, Caroline og Anne-Sofie

Forrest fra venstre: Julie, Lasse og Luca.

Copyright: Ditte Voersaa Rasmussen.